Livestream: Fodbold | FC Bayern München - Holland | 22/5 kl. 20.25

Gigantkontrakt til Frans Nielsen 

Gigantkontrakt til Frans Nielsen

Danmarks første NHL-spiller bliver nu også den suverænt bedst betalte. 63 millioner kroner over 4 år.

Frans Nielsen har allerede i over 5 år været historisk. Siden han den 6. januar 2007 blev den første dansker i National Hockey League, har hans navn været indgraveret som ét af de mest unikke kapitler i dansk sportshistorie. Med forlængelsen på 4 år med New York Islanders senere i dag, træder han ind i en liga, hvor kun godt en håndfuld danske sportsudøvere indtjeningsmæssigt kan være med.

Når han i aften dansk tid sætter sin signatur på den nye 4-årige aftale, og når den træder i kræft i den kommende sæson, så er danskerens løn femdoblet som et klart signal om, hvilken stor værdi han har for NHL-holdet på Long Island. Ingen NHL-ekspert, der ved hvad han taler om, har nogensinde betvivlet hans imponerende NHL-karriere eller -fremtid - dertil har kursen på udviklingen ganske enkelt været for hurtig, stabil og vedvarende. Han har nu i 2-3 sæsoner været blandt sit holds mest fremtrædende spillere, og bar det endda i perioder i forrige sæson, nærmest alene på skuldrene. Holdkammeraterne elsker ham, han er populær og har høj status i omklædningsrummet for sit talent, sit hårde arbejde samt sin ydmyghed, og alle wings vil have ham som deres center, fordi det er garanti for succes. Superstjernen Miroslav Satan var den første og den største til direkte at sige, at han sjældent havde set så god en center, der kunne aflevere pucken så smart. Og slovakiske Satan har spillet med mange topcentere. I sidste sæson brød østrigeren Michael Grabner lydmuren i NHL for scoringer af en rookie - da han blev sat sammen med Nielsen. Og eksempler af den slags er der mange af. I år har P.A. Parenteau femteflest assister i hele NHL i en kæde med danskeren, uden at det helt i samme grad skyldes danskeren.

Jeg tror nemlig 27-årige Nielsen har været tynget af de langvarige forhandlinger om fremtiden. Sæsonen i år har indtil nu ikke været helt lige så skarp som den forrige, der dog også var outstanding på et bundhold, og pointene er ikke kommet lige så varieret som dér, ligesom spillet i momenter har manglet 10-15 procent. Måske var det derfor meget sigende, at han i nat scorede på straffe, da Islanders kuppede i Philadelphia og vandt 1-0 på samme aften som det slap ud i USA, at kontrakten forlænges. Forleden lavede han 2 mål og 3 point, få dage efter at have fået visket i ørerne, at Islanders var parat til at gå langt - rigtig langt - for at beholde ham, før han 1. juli ville være unrestricted free agent med mulighed for at score kassen i en anden klub, som der, ifølge mine kilder, allerede stod flere klar af i køen.

Det havde formentlig betydet 5-15 millioner danske kroner mere i lønningsposen, end de 63 millioner han nu er sikret. Men vigtigst nu var, at fremtiden blev sikret for den hårdtarbejde Herning-dreng, der kom til verden i Aalborg, og i øvrigt sagtens kan nå at lave mindst én tilsvarende kontrakt mere i karrieren.

Da han som 16-årig debuterede i den danske liga sagde coach Petri Skriko, med fortid som NHL-topscorer i Vancouver og ved OL for Finland, at han troede på ham. Men han sagde også, at der var 5000 andre unge ishockeyspillere i verden med samme talent, og at kun de 20-30 af dem der arbejdede hårdest, ville nå NHL. Knægten fortsatte det arbejde, der siden han var en lille, iagttagende dreng, der kiggede på NHL-fanbilleder på væggen, altid havde haft det ene formål at ende i ligaen med de allerstørste. Han lavede 37 point i 38 kampe i Danmark, mens udlandet spærrede øjnene op for det usædvanlige talent. Han var så god at han fire sæsoner i træk repræsenterede Danmark ved Junior 20-VM, mens han i sæsonen 2002 delte klubtiden mellem Malmøs junior- og seniorhold, mens han skrev mere imponerende dansk historie ved at spille på Junior 18- og Junior 20-landsholdet samt seniorlandsholdet i samme sæson, hvor han var med til at spille Danmark i A-gruppen.

Nu er han endnu mere historisk - og mangemillionær. Han træder ind i top-8 over bedst betalte danske sportsstjerner, med betydelig margin ned til navne som Nicki Pedersen, Tom Kristensen og NHL-kollegaen Jannik Hansen. Hvis man skal tro sporten.dk's nylige liste over årslønningerne til danske topatleter, så hedder listen nu:

1 Caroline Wozniacki (55 mill. kr.), 2 Nicklas Bendtner (28 mill.), 3 Daniel Agger (23 mill.), 4 Anders Lindegaard (18 mill.), 5-8 Thomas Bjørn, Simon Kjær, Anders Hansen (15-16 mill. kroner), Frans Nielsen (15,7 mill.).

Vi kipper med Dannebrog. Det er ganske enkelt rigtig godt gået af Danmarks første NHL-spiller, som med sin ydmyge og hårdtarbejdende personlighed er det perfekte forbillede for en hel sportsnation.

Giv din mening til kende

  • Navn ikke oplyst

    10.02.2012 10:33

    Frans

    Godt gået, er super glad at han endelig bliver belønnet for sit arbejde han har gjort for klubben og selv om jeg havde håbet han var kommet til en større klub og set ham spille i sluspiller. Det han har valgt er med hjertet der følger han sig hjemme i new york. alle som kritiser ham og siger han er overvuderet. i er idioter. DER ER EN SOM ER MERE OVERVUDERET I DANSK SPORT OG DET ER BENDTNER HAN KAN IKKE SCORE MÅL MEN ER MORTENS HELT STORE HÅB I DANSK ANGREB I FODBOLD.

  • Michael Andresen

    09.02.2012 00:40

    Jimmy og Frans

    Enten er Jimmy Bøjgaard ansat som personlig spindoktor for Frans Nielsen eller også er det slet ikke Frits Nielsen, der var med, da Frans blev undfanget for 27 år siden. For magen til hyldesttale skal man lede længe efter. Jeg hælder dog mest til den med spindoktoren, da Jimmy Bøjgaards ishocketgener lader meget tilbage at ønske.

    Frans Nielsen er en kanon ishockeyspiller og har helt sikkert fortjent den nye kontrakt og har betydet meget for dansk hockey de seneste 6-7 år.

    Men alligevel ville det klæde dig, Bøjgaard, hvis de bedrev journalistik i stedet for tegne glansbilleder...

  • Navn ikke oplyst

    08.02.2012 20:34

    Tillykke til Frans, så må man

    Tillykke til Frans, så må man da håbe at Islanders kan højne niveauet så han også kan få lov at prøve et slutspil...
    Og når man læser Bøjgaards blog skulle man da godtnok tro det var en verdensstjerne vi snakker om, ikke en andenkædecenter fra et at NHLs dårligste hold - mindre reklame og mere realisme havde nok klædt dig

  • CDMI

    08.02.2012 19:41

    Frans !

    Hallo !
    Manden får 16 mio om året over 4 år - det er jo fuldstændigt ligegyldigt om, han fik det dobbelte - det er hammer godt gået !
    Jeg er sikker på, at Frans har fået, hvad hans "markedsværdi" passer til, og det anser jeg bestemt også som imponerende med 16 mio om året !

  • Navn ikke oplyst

    08.02.2012 16:37

    Al bankometer

    Hvornår laver Bøjgaard en update

  • juellund

    08.02.2012 10:42

    F*** alle haters

    Janteloven slår til igen, med alle jeres latterlige kommetarer. Hvorfor ikke bare være glade for at manden har fået en god kontrakt og så være lidt stolte over at det går godt for danskerne i et land hvor det er svært at slå igennem som sportsstjerne.

    Udover det vil jeg sige at det glæder mig at Fransie har forlænget med Islanders og jeg håber og tror at det gode samarbejde fortsætter. Og så håber jeg snart at holdet er klare til playoff. Og som Islanders fan så glæder det mig at der er en dansker i klubben, det er sgu lidt sjovere at følge med.

    Tillykke med kontrakten Frans!!! Go Isle!!!

  • Yep

    08.02.2012 09:10

    "I år har P.A. Parenteau

    "I år har P.A. Parenteau femteflest assister i hele NHL i en kæde med danskeren."

    - Lige en rettelse hertil. Parenteau lavede størstedelen af sine point, da han tidligere på sæsonen var i kæde med Moulson og Tavares.. Faktisk er hans pointsnit gået ned siden han blev sat sammen med Frans.

    Derudover er jeg som Islanders-fan yderst tilfreds med det her!! The backhand of God bliver på Long Island!

  • K-tyv

    08.02.2012 09:05

    Fransie

    Først og fremmest tillykke til Frans med hans nye kontrakt.

    Jeg ser den nu heller ikke som optimal, men forudsætter at Frans, har valgt, hvad han synes, er optimalt.

    Mht. ovenstående "artikel" tenderer den jo det pinagtige, og er fuld af urigtige oplysninger og facts.

    Jeg synes, det er fint at skrive positivt om de danske spillere, men ovenstående kan jo lige så godt være skrevet af en redaktør af en "dyrelæge brevkasse" eller en madskribent.

  • Jan Frederiksen

    08.02.2012 08:57

    Reklameskriveri

    Hold da kæft en gang opblæst reklameskriveri.

    Man mister jo fuldstændig pusten af Bøjgaards polering af Frans Nielsen. Han har jo på ingen måde nogen jordforbindelse.

    "bar det endda i perioder i forrige sæson, nærmest alene på skuldrene"

    "alle wings vil have ham som deres center, fordi det er garanti for succes"

    "P.A. Parenteau femteflest assister i hele NHL i en kæde med danskeren" (Han har lavet langt de fleste af de point sammen med Tavares, men det ved Bøjgaard åbenbart ikke noget om)

    Jamen det er jo en verdensstjerne. Underligt at han har skrevet en helt almindelig 3 kædes kontrakt når han er så god.

  • 08.02.2012 08:51

    Maaske i underkanten af hvad

    Maaske i underkanten af hvad han skulle have haft men hvis han ville blive i Islanders er det det maksimale. 3.5 - 4m er urealistisk i betragtning af antal maal han scorer og saa har han lidt skadeshistorik der kan spille ind hvis han skulle til en anden klub.

    Fin kontrakt. Til gengaeld synes jeg at det er en skam at han bliver ved Islanders der naeppe kommer til at spille med i toppen. Hans evner sammensat med bedre spillere kunne have vaeret sjovt at se.

  • Navn ikke oplyst

    08.02.2012 08:50

    07.51

    synes ikke du er særlig realistisk hvis du tror der er andre der ville betale mere for ham.
    jeg vil mene han er en smule overbetalt men det er da fint nok for ham :).

  • Navn ikke oplyst

    08.02.2012 08:20

    ...

    Det er da muligt at han kunne have fået flere penge et andet sted, men nu er det ikke kun det det handler om.. Frans har formentligt følt sig rigtig godt tilpas i New York, og det tror jeg er super vigtigt som sportsudøver.. Hvis de ydre rammer ikke er i orden og hvis man som person ikke er 100% tilfreds med sine omgivelser, så kan du heller ikke præstere på banen, længere er den ikke..

  • Armlæggeren

    08.02.2012 08:11

    Kææææft

    Kæææææft, hvor må han dog bare have århundredets dårligste manager!

  • Navn ikke oplyst

    08.02.2012 07:51

    Den er noget mindre hvad han

    Den er noget mindre hvad han kunne have fået, hvis han havde testet markedet. 3-4 ville ikke være urealistisk.

Blog profil

102

Jimmy Bøjgaard

Har fulgt den danske liga indgående siden 80'erne, har kommenteret de olympiske ishockeyturneringer i 1998, 2002 og 2006, er den danske journalist med det største netværk i den amerikanske NHL-liga, og har rejst med det danske ishockeylandshold hele vejen fra C-gruppen til A-VM.

RSS/E-mail