Ved starten af et nyt årti er det nærliggende at spørge, om 10'erne mon bliver det årti, hvor fodboldens topledere siger ja til at anvende moderne teknologi til at afgøre tvivlsomme situationer i fodboldkampe?
En elektronisk chip i bolden eller et stop i spillet, hvor en overdommer ved hjælp af tv-optagelser f.eks. skal afgøre, om bolden har passeret målstregen eller ej? Vi husker alle situationer, som i dag står tilbage som dragende mysterier i fodboldens brogede historie: Geoff Hursts "mål" til 3-2 i VM-finalen mod Vesttyskland i 1966, Maradonas (eller Guds!) hånd på bolden i VM-kvartfinalen mod England i 1986 eller senest Thierry Henry, der bruger hånden - endda to gange - til at kontrollere bolden, inden afleveringen til Frankrigs udlignende mål til 1-1 i play off-kampen mod Irland i november.
Skal vi have elektronisk assistance til dommerne, så vi helt får elimineret fejl? Ja, vil de reneste puritanere utvivlsomt svare. Også fordi de simpelthen ikke kan holde ud at se dommerskøn eller fejl blive "korrigeret" fem-ti sekunder senere på deres egen fladskærm takket være slow motion-optagelser. Millioner af tv-seere kunne jo med deres egne øje se, at dommeren tog fejl.
Nej, vil romantikerne sikkert svare, fordi de mener, at fodbolden skal og bør være selvstyrende, og at alt hvad der sker indenfor kridtstregerne dermed er "helligt."
Fejl er da også irriterende, ikke mindst når de opdages omgående - dermed også kan undgås. Og når man nu har teknologien til rådighed, hvorfor så ikke gøre brug af den?
Der er ingen tvivl om, at det internationale fodboldforbund, FIFA, er under pres som følge af den teknologiske udvikling, men indtil videre har Sepp Blatter og konsorter sagt nej til at indføre chip i bolden eller stop i spillet med efterfølgende nærstudier af kontroversielle afgørelser.
Til gengæld indførte man som et eksperiment to ekstra mållinje-dommere i Europa League i efteråret. Uden succes og uden nogen som helst mærkbar effekt, kan det tilføjes.
Forleden var det interessant at læse, at den tidligere topdommer, italieneren Pierluigi Collina, slog til lyd for, at man lige så godt kan bruge den teknologi, der står til rådighed, fordi det efterhånden er blevet sådan, at alle kendelser kan dissekeres ned i mindste detalje. "Ellers er dommeren den eneste tilbage, som kun har sine øjne til at dømme kampen med," som Collina sagde.
I den forbindelse kunne det være interessant at høre, hvad dommerne egentlig mener om et sådant tiltag. Det er trods alt dem, der står for skud. Men vi ved ikke, hvad de f.eks. mener om stop i spillet og afgørelser ved hjælp af replay. Dommerne kommer sjældent til orde, fordi de ikke er egentligt organiserede, men er underlagt de enkelte nationers fodboldforbund. Så hermed en opfordring: Lad os høre dommerne!
Til slut kan jeg ikke stå for den fortælling, som forfatteren Joakim Jakobsen, der har skrevet de fremragende bøger Tynd luft og Guld Harald (Læs dem!), kom med forleden i Tipsbladet. Han havde mødt ingen ringere end Franz Beckenbauer til et pressemøde forud for VM i Tyskland i 2006, hvor man havde diskuteret idéen om at placere en chip i bolden.
"Jeg bryder mig ikke om idéen," sagde Der Kaiser og henviste til det berømte mål af Geoff Hurst i VM-finalen i 1966, hvor han selv var på banen og stod ikke ret langt fra målstregen. "Hver eneste gang jeg kommer til England og stiger ind i en taxa, får jeg det samme spørgsmål, uanset om chaufføren er 25 eller 65 år. "Var bolden inde, mr. Beckenbauer?"
"Hvis vi putter en chip i bolden, forsvinder den samtale for altid," sagde Beckenbauer.
Denne diskussion om dommere og anvendelsen af teknologi er mere aktuel end nogensinde. Jeg har på Dansk Fodbolddommer Unions hjemmeside netop lavet et indlæg om dette emne.
Direkte link - http://www.df-u.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=218:deba...
Hvordan kan du stille spørgsmål til linjevogters fremtid....??
En linjevogter har sgu' da mange andre funktioner end dømme off-side. De dømmer altså også indkast, frispark, målspark/hjørnespark. Endvidere ser linjevogtere måske noget som dommeren ikke har set. Det ville være helt ude i hampen at fjerne linjedommere.
Der findes da ikke nogle teknologier som kan dømme off-side i "livetid" endnu. Ja, man kan efter at have set noget i slow-motionon se om en person er offside, men dette ville kræve man skulle se video ved alle tvivlsomme offsides.....det ville medføre en masse afbrydelser.
Jeg har talt med en del af de fynske internationale dommere, og de beretter at den præventive effekt at måldommerne har været stor. Der er meget lidt riven og flåen ved "standard-situationer nu". Godt indlæg på din blog, JJB, men du havde jo netop ikke selv spurgt dommerne!
Fortalerne for indførelse af videoteknologi mv. i fodbold glemmer efter min opfattelse ofte at komme med forslag til havd konsekvenserne skal være i tilfælde af fejl.
Hvis man efter en videogennemgang vurderede, at der er sket en fejl – hvordan kom vi så i gang igen. Ved at lade bolden falde? Eller hvis der var givet et mål (eller endnu værre: ikke givet) i første omgang, hvad så? Eller hvis spillet var standset for en forkert offside, så der forsvandt en stor målchance?
Hvis vi bruger Henrys hands som eksempel er det efter min opfattelse, at målet naturligvis skulle være annulleret, men hvad skulle der være sket hvis dommeren havde dømt hands og det efterfølgende viste sig, at det var forkert. Skulle der så være dømt mål, selvom modspillerne evt. holdt op med at spille fordi da de hørte dommerens fløjte? Der er efter min opfattelse ikke fair over for modspillerne? Det vil heller ikke være fair hvis det kun er muligt at ændre en forkert kendelse, hvor der ikke dømmes hands, men ikke hvis der dømmes hands?
Samme problemstilling gør sig gældende ved en forkert dømt off-side.
Jeg kan sagtens kommen med mange flere eksempler på problemstillinger
Med hensyn til chippen i bolden så jeg har forstået at problemstillingen er at teknikken endnu ikke er god nok. De forsøgt der har været lavet har dels vist at der kommer for mange fejl/forkerte siganler (eksempelvis også hvis en spiller passerer mållinjen) og der går for lang tid inden dommeren får en melding om mål. Dette var bl.a. årsagen til, at man i håndbold dropper chipbolden kort før herre-VM i januar 2009.
Er det - når alt kommer til alt - ikke så sjældent der opstår diskussion om bolden er over mållinjen eller ej, at en chip måske er et overkill? Fra VM kan jeg huske Geoff Hurst-mål i 1966 og en situation fra 1986 i kampen mellem Brasilien-Spanien. Fra EM kan jeg huske en situation fra 1996 i kampen Rumænien-Bulgarien. Jeg ved godt der har været situationer i bl.a. Champions League, men alligevel....
Hvor mange gange skal et hold i øvrigt have mulighed for at betvivle en dommerafgørelse og hvad skal konsekvenserne være, hvis de ikke får ret? Der er ikke som i NFL mulighed for at fratage dem en time-out.
Videoteknoklogi - tja, måske, men det er ikke noget der skal eller kan indføres uden der først er gennemført et stort analysearbejde.
At gøre brug af teknologien behøver ikke nødvendigvis ødelægge fodboldens flow. Lad os tage Henrys hands som eksempel, efter målet løber dommeren ud til liniedommeren og diskuterer med ham om der var hånd på bolden eller ej. Det havde ikke taget længre tid for dommeren at løbe ned til 4.dommeren, som kunne sidde med en tv-skærm. Denne kunne have sagt med detsamme; "Det er ikke mål, giv en advarsel til Henry".
Selvfølgelig ville man være nødt til at sætte klare regler for hvornår dommeren må tage teknikken i brug, det burde kun være ved mål og straffesparksituationer IMO. Man burde ikke bruge det så excessivt som man f.eks. gør i NFL.
Efter at have læst Hr. Brinchs fornemme indlæg, samt alle de nedenstående kommentarer, kan jeg kun give Mikkel Briansen ret i at man skal bruge de midler der er tilgængelige.
I gennem flere år har vi diskuteret hvorvidt fodbold kunne lære noget af football og hver gang har man trukket følehornene til sig i frygt for at skade "romantikken".
Dette mener jeg dog ikke er noget problem, hvis blot man tilpasser de teknologiske virkemidler til det spil man ønsker at overvåge. I NFL er dette lykkedes rigtig godt. Man har blandt andet indført regler om hvad der kan ses igennem og hvor mange gange man kan bede om det.
Dette løser også nogle af romantikkernes problemer, for selvfølgelig skal et kontraangreb ikke stoppes for at se video om et ubetydeligt frispark, men derimod skal teknikken anvendes hvor den gavner.
Dette kunne f.eks. inkludere en verifikation af alle situationer der fører til mål. På dette tidspunkt er spillet jo alligevel afbrudt. Ligesom en chip der registrerer boldens bevægelser i forhold til banens linier er åbenlyst nødvendigt.
Sidst, men ikke mindst, kunne jeg godt stille spørgsmålstegn ved linjevogternes fremtidige rolle. Hvorfor skal off-side dømmes af linievogterne, når teknologien tillader at dette gøres meget hurtigere og mere præcist. Der er vel ikke noget værre end at se sit holds mål blive annulleret på en off-side der ikke var der eller omvendt.
Kort historie lang: Brug nu teknikken korrekt.
Man kan overhovedet ikke sammenligne fodbold med amerikansk fodbold(AF). I AF har man en masse naturlige spilstop - disse pauser findes ikke i fodbold. Det er ikke et spilstop at der er frispark, målspark, indkast - det kan være en fordel at disse afvikles hurtigt. I fodbold har man kun stilstop ved mål, skader, udskiftning og advarsler - en dommer kan jo ikke vente med at se video til disse pauser.
Og hvor ofte skal man så anvende video - ved tvivlsomt målspark/hjørnespark....? Et hold kan jo ligefrem have fordel af at ville have en videoafgørelse, så spillerne kan nå at komme "hjem/stå rigtig på banen".
Jeg ville da også ønske, at man kan indføre en eller anden form for teknologi, så længe det ikke ødelægger dynamikken i en fodboldkamp. I sportsgrene som tennis og AF er det muligt at se video, da pauserne er en del af spillet.
Jeg vil mene der er argumenter for ikke at bruge tv. For det første er fodbold og amerikansk fodbold do vidt forskellige sportsgrene.
Fodbold er det man kalder for et kaosspil, og foregår i et kontinuerligt/dynamisk tidsrum. Amerikansk fodbold er et situationsspil hvor spillet stopper efter hvert forsøg, ofte med den virkning at tiden stoppes(taber et kast, løber ud fra banen etc). Der er derfor langt større mulighed, i amerikansk fodbold, for dommerne at snakke sammen, uden det påvirker spillets flow. Fodbold stopper selvfølgelig osse hvis bolden ryger ud over sidelinien, frispark etc. Men der kan gå flere minutter før det sker.
Jeg mener ikke det er latterliggørende at fejl ikke bliver opdaget, der sker selv i amerikansk fodbold, osse efter at et spil er blevet set igennem, fejl sker, sådan er det bare når mennesker skal bedømme noget.
Jeg er enig i at man godt kan tage alle muligeder i brug, man skal bare være meget forsigtig med det. For jeg ser det som meget ødelæggende, hvis man kan stoppe et kontra angreb, for at få set et frispark igennem, der måske skulle være dømt, eller i værste tilfælde annulere et må pga. et meget lille frispark, der måske kunne være dømt. Og hvordan skal det foregå, hvem skal bedømme hvilke spil der er værdige. Der er mange faktorer, som jeg mener ikke kan være forenligt med fodbold, som spillet er nu.
Mht. til betting og spilsyndikater, skal fodbolden ikke tage noget større hensyn, mener jeg. Det er ikke fodbolden der laver væddemål, det er firmaerne og enkeltpersoner, og der mener jeg at hvis man tager hensyn til at andres væddemål bliver tabt, så taber man som sportsgren.
Der skal selvfølgelig slås ned på personer der snyder. Men jeg mener ikke, at tv billeder vil ændre ret meget på at folk har de tendenser. Og jeg har meget lille tiltro til at tv billeder kan opdage når hold/spillere tager mod penge. Det er ikke lykkedes ret godt endnu, så hvordan skulle det blive bedre hvis en dommer skulle bedømme det i klampens hede. Man bruger iøvrigt tv til at straffe dem som snyder(Tottis spytklat i hovedet på Christian Poulsen).
Jeg er ikke tilhænger af Nfl tilstande i fodbold, jeg mener helt klart at det vil skade mere end det gavner.
Ved hjælp af ovenstående blog-indlæg har jeg opdaget at jeg er romantiker inden for fodboldens verden. Dommerne skal ikke kunne se re-plays som i NFL. NFL er et spil med en masse pauser, det er der ikke i "rigtig" fodbold. Det vil ødelægge fodbold!
Endelig en som tager emnet op ;o)
Det er på tide romantikerne glider ud af fodboldtoppen og lader moderne tider komme til.
Selvfølgelig skal alle muligheder tages i anvendelse - alle som har set en NFL kamp ved hvad der er muligt - og som giver en MEGET mere korrekt afvikling af kampene.
Fodbold er håbløst bagefter og det synes latterligt, at man i 2010 stadig dømmer som i 1890 .....
FIFA/UEFA/DBU vågn op af Tornerosesøvnen og kig ind i den moderne verden.
Eller fodbolden bukker under for alle de dårlige eksempler som der kommer flere og flere af, desto flere vinkler kampene dækkes fra.
Det virker latterliggørende på fodbolden, at alle kan se en fejl blive begået, men ikke blive rettet med det samme.
Hvad med alle betingfirmaerne ?
Der er virkelig basis for anmodninger om bestikkelse og snyd hvis dommerne ikke får hjælp af teknologien.
Der er INGEN argumenter for ikke, at indføre ny teknologi i moderne topfodbold.
WAY GO BRINCH !
Jens Jørgen Brinch har skrevet om – og kommenteret på – dansk fodbold i en menneskealder. Nu giver han sit eget syn på tingene her på tv2sport.dk.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev