Det var lidt af en mudder-skøjtebane, der blev inviteret til fodbold på på Køge Stadion. Der var bred enighed om, at banen ikke burde bruges til SAS Liga-fodbold, men kampens dommer holdt fast i at den var spilbar, og på sin vis fik han ret, for det var egentlig ganske udmærket underholdning spillerne bød på, selvom de til tider skøjtede rundt og lignede en flok Bambi’er på glatis.
Holdene lagde sig relativt offensivt i selen og skabte en del gode chancer i begge ender, og altså også en pæn portion mål.
Silkeborg åbnede målscoringen efter 14 minutter, da Simon Pedersen lagde bolden til rette for Jesper Bech, der fra kanten af straffesparksfeltet fik drejet bolden i nettet med en lettere forkølet afslutning, som imidlertid sad det rette sted, så bolden kunne bumpe sig henover græsmarken i nettet.
HB Køge havde haft et par chancer i det første kvarter ved debutanten Quincy Antipas, og det var netop angriberen fra Zimbabwe, der lynede efter 21 minutter, da hjemmeholdet fik udlignet. Silkeborg missede fuldstændig opdækningen af Antipas, der sagde tak for pladsen og satte et smukt hovedstød i nettet til 1-1.
Mark Leth Pedersen havde en gigantisk chance for at bringe HB Køge foran fire minutter efter udligningen, da han dog akkurat ikke kunne komme rundt med hovedet til en kort aflevering og få dirigeret bolden i nettet.
HB Køge havde bolden mest i første halvleg, men Silkeborg var mere direkte i spillet og efter 33 minutter viste de klassen i et hurtigt kontraløb, som Peter Degn afsluttede med en flot scoring fra mellemdistancen til 2-1.
Anden halvleg startede lidt vagt, men Silkeborg brød stilheden, da Peter Degn mere eller mindre uforvarende scorede til 3-1. Han lagde således bare et indlæg ind mod målfeltet, som hoppede en gang i ’græsset’ og fandt nettet uden yderligere berøringer.
Antipas skabte flere gode ting undervejs og havde et forsøg på træværket kort efter 1-3 målet. Han måtte dog nøjes med sit ene mål i debuten.
Peter Degn havde gjort god gavn med sine to mål, men blev skiftet ud et kvarter efter pausen. Hans afløser tog imidlertid over, hvor Degn’en havde sluppet, og Christian Holst havde kun været på banen i 60 sekunder, da han øgede til 4-1 på et skud fra kanten af straffesparksfeltet. Ikke ligefrem en hammer af et langskud, men den nåede da helt ind til målnettet.
Med 4-1 målet gik dampen noget af kedelen. Køge opgav måske ævret efter at de ellers havde spillet en god kamp indtil da, hvorved tempoet dalede en del. Der kom derfor ikke de helt store chancer resten af kampen, og Silkeborg kunne drage hjem med tre point og en styrkelse af fjerdepladsen i SAS Ligaen.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev