Marco Borriello var en del af den italienske bruttotrup, som trænede op til VM-slutrunden i Sestriere, men umiddelbart inden afrejsen blev angriberen siet fra den endelige trup.
Nu tager han bladet fra munden og kritiserer landstræner Marcelo Lippi.
- Jeg var ikke overbevist om hans metoder, og han forklarede sig aldrig. Jeg beklager mig ikke over hans udtagelse, for jeg var klar til at blive droppet. Men jeg var ikke overbevist om metoderne. Man lader ikke fem spillere hænge i en uge på den måde uden at give dem en forklaring, siger Marco Borriello til Gazzetta dello Sport.
- Det er specielt irriterende, fordi det efterfølgende blev klart, at beslutningerne allerede var truffet på forhånd. Der var ingen stor forskel i kvalitet på de som var med i Sydafrika, og de der blev hjemme, tilføjer AC Milan-angriberen.
Italien skuffede fælt ved VM, hvor man som forsvarende verdensmester røg ud af det indledende gruppespil med blot to point.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev