Torsdag aften går FC Nordsjælland på banen til det første af to møder med portugisiske Sporting i kvalifikationen til Europa League. Og selvom det er en svær modstander, man står overfor, så tror holdet på sine chancer.
- De er selvfølgelig rigtig dygtige med bolden, men der er også ting i deres spil, som vi kan udnytte, når vi selv har bolden. Det bliver helt afgørende, at vi er mentalt modige. At vi går til den her opgave uden frygt, og tror på, at det kan lade sig gøre. At vi tør tage de chancer, der kommer, fortæller First Team Coach, Kasper Hjulmand til tv2sport.dk.
Sidste gang i FC Nordsjælland stod overfor en europæisk modstander, var det græske Olympiacos, som over to kampe vandt med 7-0. Men ifølge Kasper Hjulmand er der sket meget siden da.
- Vi er et kollektivt stærkere hold, end sidst vi var ude i Europa. Det er flere folk på holdet, der er mere trygge ved vores organisation på banen, mener han.
Og det stærke kollektiv mener fodboldekspert Poul Hansen kan blive afgørende.
- Individuelt er portugiserne langt bedre. Det er holdet, som skal bære dem igennem. Og så skal de have mål på hjemmebane. De skal nok komme fra en af individualisterne oppe foran, men det er svært at sige hvem – de er meget svingende, vurderer han overfor tv2sport.dk.
FC Nordsjællands trup mod Sporting:
1. Jesper Hansen (M), 4. Henrik Kildentoft, 6. Enoch Kofi Adu, 7. Nicolai Stokholm, 8. Patrice Bernier, 9. Tobias Mikkelsen, 12. Rawez Lawan, 14. Nicki Bille Nielsen, 15. Bajram Fetai, 17. Søren Christensen, 18. Michael Parkhurst, 20. Matti Lund Nielsen, 22. Andreas Laudrup, 23. Daniel Jensen, 24. Andreas Granskov, 25. Nenad Novakovic (M), 27. Pierre Bengtsson, 30. Mathias Nielsen, 31. Mikkel Knudstrup, 33. Phillip Rasmussen.
Du kan se kampen FC Nordsjælland - Sporting LIVE på TV 2 SPORT og her på tv2sport.dk tordag fra klokken 20.15.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev