Livestream: Badminton | DM i badminton - søndag | 5/2 kl. 12.20

Eller begejstret over udsigt til udendørs NHL

Eller begejstret over udsigt til udendørs NHL

Lars Eller kan efter sommerens skifte til Montreal Canadiens blive første dansker, der får oplevelsen af at deltage i en udendørs-kamp i NHL.

Efter Lars Eller i sommer skiftede fra St. Louis Blues til Montreal Canadiens, har den 21-årige angriber nu udsigt til at blive den første danske spiller, der får oplevelsen af at være med i en af NHL’s udendørskampe. NHL har for nylig offentliggjort, at den kommende sæsons Heritage Classic kommer til at stå mellem Montreal Canadiens og Calgary Flames, kampen spilles 22. februar næste år på McMahon Stadium, der ellers er hjemmebane for Calgary Stampeders i den bedste canadiske fodboldliga.

Den danske landsholdsspiller er selv begejstret for udsigten til at få en stor udendørsoplevelse.

- Hvis jeg er på holdet til den tid, så vil det selvfølgelig være en kæmpestor oplevelse. Jeg kan ikke andet end forestille mig, at det bliver meget spektakulært og formentlig koldt. Men det kunne være rigtig, rigtig sjovt og sikkert noget man vil huske resten af sin karriere, ikke så meget for kampen i sig selv, men måske bare for oplevelsen, siger Lars Eller til tv2sport.dk.

Af de over 1000 spillere, der sidste sæson var aktive i NHL, var det kun 111, der havde haft oplevelsen af at deltage i en NHL-udendørskamp. NHL har hidtil kun afviklet fem udendørskampe, og Lars Eller føler sig da også heldig over at være en af de få spillere, der kan få mulighed for at være med i en udendørs NHL-kamp.

Lars Eller føler sig heldig over at være en af de få spillere, der kan få mulighed for at være med i en udendørskamp.

- Man spiller så mange kampe på en sæson, men det her vil helt sikkert blive en meget speciel en. Det er ikke så mange spillere, der får lov at være med i sådan nogle kampe, så det kunne være rigtigt stort, siger Lars Eller.

At han samtidig kan blive første dansker, der deltager i en udendørskamp i NHL, løfter det endnu mere.

- Det er også en meget sjov ting, hvis jeg bliver første dansker til at være med i sådan en kamp, siger Lars Eller.

Da Lars Eller skiftede til sin nye klub, gav Montreal Canadiens præsident udtryk for, at han forventede, at Lars Eller kunne gå lige ind på det canadiske hold, så mulighederne for at Lars Eller er med i den kommende Heritage Classic skulle på den baggrund være gode.

Du kan selvfølgelig se kampen direkte på TV 2 SPORT.

Giv din mening til kende

RSS/E-mail